Gratis læseglæder i den københavnske Metro
Fredag d. 6. november blev KØBENHAVN LÆSER skudt i gang ved gratis uddeling af bøger på metrostationerne på Christianshavn og Kongens Nytorv, hvilket gav mange smil i det grå novembervejr.
I alt 13.000 bøger blev revet væk, da begejstrede og bogglade bibliotekarer fra Københavns Biblioteker fredag eftermiddag havde taget opstilling i metroen med stakkevis af bøger doneret af Gyldendal, Hans Reitzels Forlag, People’s Press, Introite og Rosinante.
Adskillige læseglade og læselystne københavnere lyste op i glade overraskede smil over at få bøger foræret denne regnvåde fredag i november, og bøgerne fandt derfor hurtigt plads i shoppingposerne fra Magasin, i børnenes skoletasker og i forretningsmændenes attachemapper.
Der var bøger for enhver smag: biografier, børnebøger, krimier, romaner, fagbøger, chicklitt m.m., så mon ikke weekenden byder på læsning rundt omkring i de københavnske hjem? Og mon ikke man fremover vil kunne se flere københavnere læse bøger i metroen?
Af Pia Bjerre, stud.mag og festivalgæst


